+45 96 67 09 00
Man - Fre 9 - 18
Lør 9 - 19 - Søn 9 - 15

Masser af attraktioner venter på Nordvestkysten

Når I holder ferie i sommerhus på Nordvestkysten har vi lavet en lille oversigt over nogle af de oplevelser, der er spændende for folk i alle aldre og samtidig er oplevelser, der er unikke for vores del af Danmark. Selvom jeres sommerhus måske indbyder til at blive i og bare hygge, så har området rigtig mange spændende oplevelser I kan give jer i kast med. Vi har samlet lidt inspiration til hvad I kan opleve mens I holder ferie i sommerhus her på Nordvestkysten.

Fårup Sommerland

Aquaparken i Fårup Sommerland

Fårup Sommerland er en af de største forlystelsesparker i hele Danmark. Det er tivoli, sommerland og aquapark i et. Når først entreen er betalt, er alle forlystelser i Fårup Sommerland gratis. Og det vrimler med forlystelser – lige fra de helt vilde rutsjebaner og vandrutsjebaner over sjove karruseller til trampoliner og ponyridning. Her er virkelig sjov og underholdning for børn – og voksne i alle aldre. Fårup Sommerland ligger ude i skoven midt mellem Blokhus og Saltum. Der er rigtig gode parkeringsforhold og man kan gå ud til bilen i løbet af dagen uden at skulle forlade parken, hvilket er et stort plus. I er meget velkomne til at have jeres hund med, den skal blot være i snor under hele besøget. Fårup Sommerland er røgfri, men I vil forefinde afmærkede område, hvor rygning er tilladt. Desuden er der sørget for gratis WI-FI i hele parken. Her er underholdning nok til hele dagen – og måske endda også til dagen efter! Fårup Sommerland er ikke kun et sted, hvor gæsterne har det sjovt – det lyser langt ud af medarbejderne, at Fårup Sommerland er et dejligt sted. Det er svært at finde andre steder, hvor medarbejderne er tilsvarende servicemindede og i den grad sørger for, at alle gæsterne får en fantastisk oplevelse.

Nordsøen Oceanarium

Mand peger og fodrer fisk i Nordsøen Oceanarium

Nordsøen Oceanarium ligger i Hirtshals og er hjemsted for de meget kendte klumpfisk. Det mest imponerende er det helt store akvarium – også kendt som ”Det åbne hav”. Det har netop gennemgået en gennemgribende renovering bl.a. med ny rude og helt nyt skibsvrag. Her kan I opleve en dykker, der dykker ned og fodrer fiskene, mens I kan høre ham fortælle om fiskene han møder. Det er en meget stor oplevelse at være vidne til. Udover det store akvarium er der mange andre akvarier, der skildrer livet i havet ved molen, ved vraget eller andre steder. I vil også finde rørebassiner, hvor I må røre ved fiskene, krabberne eller søstjernerne. Det er et stort hit ved børnene – og det er en god idé at huske et tørt sæt tøj til senere. Der er også megen underholdning, hvor I kan lege fiskeauktion, se den farlige haj, prøve kræfter med en hummerklo og meget mere. I finder et lille legeområde indendørs og masser af leg udendørs, hvor børnene også kan prøve at fange en krabbe ved ”Krabbekysten”. Maden på Nordsøen Oceanarium er god og autentisk – og der er altid mange og gode fiskeretter at vælge imellem.

Aalborg Zoo

Luftfoto af Aalborg Zoo

I Aalborg finder I den hyggelige Aalborg Zoo, som lige har fået nyt tiger- og løveanlæg. Det er bygget op med skæve vinkler og gangbroer, så det er meget spændende, at få øje på de store kattedyr gennem de mange indkig til anlægget. I kan også opleve den store savanne, hvor giraffer, zebraer, antiloper og strudse græsser fredeligt side om side. Der er også kommet en stor, ny legeplads, et lækkert grillområde, hvor I selv kan grille samt en overdækket scene, hvor I kan opleve mange gode shows med dyrene. Derudover kan I se isbjørne, brunbjørne, chimpanser, elefanter, pingviner og mange, mange andre dyr. Aalborg Zoo ligger næsten midt i Aalborg, men der er trods den bynære beliggenhed gode parkeringsforhold. Aalborg Zoo holder åbent hele året rundt – og det er bestemt altid en stor oplevelse at se dyrene, ligegyldigt hvilken årstid I kommer på. Der er også en restaurant, forskellige isboder og en souvenirshop i Aalborg Zoo.

Action House Løkken

Familie hygger sig med at spille bowling sammen

Lige udenfor Løkken by finder I Action House Løkken som er spækket med oplevelser for hele familien. Det er simpelthen det perfekte sted at tage hen, hvis det skulle regne en af dagene, mens I er i sommerhus. På over 7500 m2 kan I boltre jer med gokart, skydesimulator, paintball, airhockey, billard, spilleautomater, lasergame, bowling og legeland for de mindste. Her er simpelthen stort set alt, hvad der findes af indendørs underholdning. Derudover er der også en restaurant og en natklub, som er et af de største diskoteker i Norden. Action House Løkken har en rigtig god beliggenhed og gode parkeringsfaciliteter stort set lige uden for døren.

Bolcheriet Løkken

Lille dreng spiser slikkepind

I den travle gågade i Løkken centrum finder I det hyggelige ”Bolcheriet”, hvor lækre bolsjer bliver fremstillet efter gammeldags opskrifter. Maskinerne, der bruges til fremstilling af bolsjerne er over 80 år gamle. Det er altid hyggeligt og sjovt at tage et smut omkring Bolcheriet – og allerede inden I træder ind ad døren bliver I mødt af en liflig og sød duft – og træder I ind ad døren bliver I mødt af et farvestrålende bolsjehav og naturligvis også af et smil. Det er sjovt at se, når der bliver jongleret med en bolsjemasse på omkring de 40 kilo og at se, hvordan de kan lave mønstre og bogstaver inde i bolsjet. Bolcheriet holder Danmarksrekorden med hele 21 bogstaver i bare ét bolsje. Det bedste ved at besøge Bolcheriet i Løkken er dog, at der med garanti er smagsprøver på de fantastiske bolsjer – og så er det jo hyggeligt, at købe lidt sødt med hjem, som I kan nyde i jeres sommerhus.

Rubjerg Knude Fyr

Rubjerg Knude Fyr med alt sandet og Vesterhavet i baggrunden

Rubjerg Knude Fyr er verdens eneste tilsandende fyr – og tilmed er det en attraktion, som I bare må opleve. Det kan nemlig ikke garanteres, at den bliver ved med at være der i fremtiden!

Fyrtårnet blev bygget helt tilbage i 1900, dengang var der ikke den mindste smule sandflugt på denne del af nordvestkysten. Men allerede omkring 1910-1920 begyndte enorme mængder af sand at blæse ind over kysten og lagde sig mellem havet og fyret. For at undgå den voldsomme sandflugt plantede man sandet til, men det medførte desværre, at sandet bare lagde sig ovenpå det beplantede område. Det gik sådan frem til 1950, hvor man besluttede at få gravet alt det uønskede sand væk, hvilket dog desværre langt fra havde den ønskede effekt. Sandet kom tilbage og voksede sig højere og højere, faktisk så højt, at det ikke længere var muligt at se fyrets lys fra mange steder på havet og ligeledes var fyrtårnets tågehorn ikke at høre. Samtidig med dette udviklede navigationen til søs sig med rivende hast, så fyret blev faktisk overflødigt. Derfor besluttede man sig i 1968 for, at fyret skulle nedlægges. I 1980 indrettede man et museum om sandflugt i fyrbygningerne, men ironisk nok måtte dette opgives i 1992 på grund af sandslugt. Nu om dage står fyret midt i sandet og rager op i landskabet. Grunden til, at man ikke regner med, at det vil være der i fremtiden er, at havet æder sig ind mod kysten – så om ca. 15-20 år styrter fyret og fyrbygningerne i havet. Det er altså bare med at komme ud og se det, mens I kan. Fra parkeringspladsen ved vejen er der en lille kilometer ud til fyret. Her er det dog værd at bemærke, at meget af turen foregår i løst sand, så det er ikke den nemmeste spadseretur, men når I står ude ved fyret har det bestemt været alle anstrengelserne værd.